tirsdag den 15. februar 2011

Endnu en spektakulær tvillingefødsel - GORILLAER

Det vækker opsigt at føde tvillinger, og nu er der virkelig kommet nogle sjældne:
Det er bjerggorillaer i Rwanda, der har født tvillinger. Dels er bjerggorillaerne sjældne og udryddelsestruede, dels er det uhyre sjældent, at de føder tvillinger. BBC news beretter, at der kun tidligere er kendt til FIRE par.
Læs den spændende artikel på Jyllands Postens Videnssider

fredag den 11. februar 2011

Barnedåb den 14. april - præmie til dig, der finder navnene

Så er det frem med lommetørklæderne - og væddemålene!
De to royale tvillinger, Hendes kongelige højhed Pigen og Hans kongelige Højhed Drengen, skal døbes torsdag den 14. april kl 15.30 i Holmens Kirke.

Hvis du vil gætte med på, hvad tvillingerne kommer til at hedde, er der snesevis af steder, hvor der finder væddemål sted.
Vi vil også gerne udskrive en konkurrence, så hvis du har et bud, så skriv i kommentarfeltet under dette blogindlæg:


Drengens navn
Pigens navn
Dit navn og email.

Hvis du rammer rigtigt med blot eet af navnene, modtager du et gratis eksemplar af bogen "De første ti år med tvillinger".

Altså: Svar nedenfor på dette blogindlæg med dit bud.
Alle bud modtages helt op til klokken 15.00 den 14. april.

torsdag den 10. februar 2011

Ny krimi: Den gode og den onde tvilling


Det vrimler med tvillinger i norske Merete Junkers nye krimi. Og når man læser den, forstår man godt, hvorfor tvillinger, ikke mindst de enæggede, gør sig godt i en krimi: Hvem var det i virkeligheden, der i nattens mulm og mørke sneg sig på hemmeligt besøg hos afdødes tante? Og hvis det var den ene, hvad lavede den anden så imens? Tvillinger er derfor meget bedre i en krimi end skæg og blå briller, og det udnytter krimien ’Tvillingen’ til fulde med sin fortælling om tvillinger Idun og Ylva; om journalisten Mette Minde (der også selv har tvillinger) og om den døde teenager Arvo Pekko, hvis tante gudhjælpemig også er tvilling og dermed er med til at gøre det samlede billede endnu mere komplekst og spændende.

Den unge Arvo Pekko begår selvmord med Idun som vidne – og få dage efter forsvinder Ylva sporløst. Journalist Mette Minde bliver sat på sagen, først for at finde ud af, hvorvidt Arvo Pekkos død skyldtes mord eller selvmord – og siden for at forsøge at finde Ylva, som hun i forvejen har aktier i, da hun normalt er babysitter for Mindes små tvillingedrenge.

Tvillingen er en underholdende og spændende krimi, der er tro mod den skandinaviske tradition: Den hudfletter et lillebysamfund, den har en hovedperson, her en journalist, der har knas i privatlivet på grund af et altopslugende arbejdsliv, og den har styr på sit plot, der holder hele vejen hjem. Det er drevent håndværk. Og så er det samtidig et fint portræt af forholdet mellem et sæt tveæggede tvillinger, der – som den mindst populære og harmoniske af dem siger – er alt for ens, selv om de ikke er enæggede, og som derfor med meget håndfaste virkemidler som hårfarve og klipninger forsøger at flytte sig fra den fælles position og skabe sig en egen – i hvert fald ydre – identitet. For hun vil vise dem, de andre i gruppen omkring den populære søster, at hun også er et individ, og ikke blot Ylvas tvilling. Den kamp for selvstændighed blandet med et savn efter den symbiose, som tvillingerne havde som små, er gribende og godt formidlet. Merete Junker spiller på stereotyperne om den onde og den gode tvilling, men hun gør det nuanceret og formår derfor at bruge tvillinger som et yderst raffineret greb i en velfungerende krimi.



Merete Junker: Tvillingen. Oversat af Poul Henrik Westh. 297 sider. 299,95 kroner. Forlaget Sohn
Anmeldelsen er skrevet af Lotte Kirkeby Hansen, journalist og tvillingemor